Månen har altid været en kilde til fascination, mystik og inspiration for mennesker verden over. Gennem historien har utallige kulturer skabt myter om månen og dens kræfter, ofte i form af gudinder (og enkelte guder), som har fået en særlig plads i mytologien. Disse månegudinder er ikke bare smukke symboler på natten – de rummer også fortællinger om magt, kærlighed, forvandling og drama, og de optræder ofte i sagn, eventyr og selvfølgelig i krydsord.
Hvis du elsker at løse krydsord, har du sikkert stødt på spørgsmål om månegudinder – men måske ikke altid kendt svaret. Selvom navne som Artemis eller Selene ofte dukker op, findes der et væld af mere sjældne månegudinder (og måneguder) fra hele verden, som kan gøre dig til en sand krydsordsmester, hvis du kender dem.
I denne artikel tager vi dig med på en rejse gennem 10 fascinerende og sjældne månegudinder (og én enkelt månegud), som du bør kende, næste gang krydsordet stiller spørgsmål om himlens natlige herskere. Oplev de spændende historier bag navnene – og bliv klar til at imponere med din viden!
Selene – Den græske nattehimmel
Selene er i græsk mytologi selve personificeringen af månen og nattehimlens strålende dronning. Hun fremstilles ofte som en smuk kvinde med en sølvhvid glorie eller en halvmåne i panden, mens hun kører hen over himlen i sin månevogn trukket af hvide heste eller tyre.
Ifølge myterne er Selene datter af titanerne Hyperion og Theia, og hun anses for at bringe lys og ro til natten.
På https://hjorring.dk/
kan du læse meget mere om månegudinde krydsord.
Hendes kærlighedsaffærer, især den romantiske forbindelse til den sovende dødelige Endymion, har inspireret utallige digtere og kunstnere gennem tiden. Selene er en af de ældste og mest ikoniske månegudinder, og hendes navn lever videre i ord som “selenografi” (læren om månens overflade) og i mange krydsord, hvor hun er et populært svar, når man søger efter en græsk månegudinde.
Coyolxauhqui – Aztekernes sagnomspundne søstergudinde
Coyolxauhqui er en af de mest dramatiske og sagnomspundne skikkelser i aztekisk mytologi. Hun var månegudinde og søster til den mægtige solgud Huitzilopochtli. Ifølge myten blev hun og hendes 400 brødre vred over deres mors graviditet og planlagde at dræbe hende, men Huitzilopochtli sprang fuldt bevæbnet ud af moderens mave og huggede Coyolxauhqui i stykker.
Hendes kropsdele blev kastet ud fra toppen af bjerget Coatepec, hvilket aztekerne mente forklarede månens uregelmæssige form på nattehimlen.
Coyolxauhqui symboliserer derfor både månefaserne og kampen mellem lys og mørke i aztekisk kosmologi. Hendes historie lever videre i de imponerende relieffer og stenmonumenter, som arkæologer har fundet i ruinerne af Templo Mayor i Mexico City.
Heng’e – Månelegenden fra kinesisk mytologi
Heng’e er en af de mest kendte skikkelser i kinesisk mytologi og forbindes tæt med månen. Ifølge legenden stjal Heng’e udødelighedens eliksir fra sin mand, bueskytten Hou Yi, og fløj derefter op til Månen, hvor hun har boet lige siden.
Her lever hun ofte i selskab med en jadehare, som hjælper hende med at fremstille eliksirer.
Heng’e symboliserer både udødelighed, længsel og kærlighedens ofre, hvilket har gjort hende til et vigtigt motiv i kinesisk kunst, litteratur og den årlige Mid-Autumn Festival, hvor månen fejres og hendes fortælling genfortælles. For krydsordsentusiaster er Heng’e en sjælden, men eftertragtet reference, når månegudinder fra østlige mytologier skal findes.
- Her finder du mere information om klik.
Rhiannon – Måneherskerinden fra walisisk folklore
Rhiannon er en fascinerende figur fra walisisk mytologi, ofte forbundet med månen og dens mystik. Hun optræder i Mabinogion, en samling middelalderlige walisiske fortællinger, hvor hun fremstilles som en smuk og magtfuld kvinde med overnaturlige evner.
Rhiannon forbindes med natten, hesten og fugle, og hendes navn bringes ofte i spil, når det gælder gådefulde og fortryllende kvindeskikkelser. Selvom hun ikke er en decideret månegudinde i klassisk forstand, har hendes rolle som herskerinde over det magiske og det skjulte gjort hende til en slags måneherskerinde i walisisk folklore.
Hendes historie er præget af både sorg og styrke, hvilket afspejler månens egen cyklus mellem mørke og lys. I krydsord og mytologiske sammenhænge er Rhiannon derfor et spændende og sjældent bud på en månerelateret gudinde.
Tsukuyomi – Japans mystiske månegud
Tsukuyomi er en af de mest gådefulde skikkelser i japansk mytologi og står som den centrale månegud i det shintoistiske gudepanteon. Ifølge legenderne blev Tsukuyomi født af skaberguden Izanagi, da han vaskede sit højre øje efter sit besøg i dødsriget.
Tsukuyomi er unik, fordi han – i modsætning til mange andre måneguder og -gudinder – ofte fremstilles som mandlig. Han forbindes med natten, stilhed og det kølige månelys, men også med orden og harmoni. Et af de mest kendte sagn om Tsukuyomi fortæller, hvordan han dræbte gudinden Uke Mochi, efter hun serverede mad, som han fandt afskyelig.
Denne handling førte til, at solgudinden Amaterasu nægtede at se sin bror igen, hvilket forklarer, hvorfor solen og månen aldrig mødes på himlen. Tsukuyomis rolle er ofte overskygget af hans berømte søskende, men hans tilstedeværelse i japansk folklore giver et fascinerende indblik i kulturens opfattelse af månen og natten.
Ix Chel – Mayaernes regn- og månegudinde
Ix Chel var en af de mest betydningsfulde gudinder i mayaernes mytologi. Hun blev forbundet med både månen, regnen og fertiliteten – og ofte afbildet som en ældre kvinde med en slange på hovedet eller som en ung, smuk kvinde.
Ifølge legenderne havde Ix Chel magt over livets cyklus og blev anråbt ved fødsler og under sygdom.
Hendes forbindelse til månen symboliserede forvandling og fornyelse, mens hendes rolle som regngudinde gjorde hende uundværlig for landbrugets frugtbarhed. Mayaernes præster holdt store ceremonier for at ære Ix Chel, især på øen Cozumel, der var hendes vigtigste helligsted. I dag optræder hendes navn ofte i krydsord, hvor hun repræsenterer både mystik og naturens kraft.
Mani – Den nordiske mytologis mandlige måne
I modsætning til mange andre mytologier, hvor månen ofte forbindes med feminine kræfter, er den nordiske månegud Mani en sjælden undtagelse som mandlig månepersonificering. Ifølge den nordiske mytologi er Mani søn af jætten Mundilfare og søskende til solgudinden Sol.
Hver nat kører han over himlen i sin vogn, forfulgt af den glubske ulv Hati, hvilket forklarer månens bevægelser og formørkelser i de gamle nordboers øjne.
Mani spiller en central rolle i tidens gang, da han styrer månens faser og dermed påvirker både kalender og tidevand. Hans navn lever videre i det danske ord ”måne”, og han er et spændende eksempel på, hvordan nordisk mytologi adskiller sig fra andre kulturer – ikke mindst når det gælder kønsroller blandt guderne.
Changxi – Kinas glemte månemoder
Changxi er en mindre kendt, men fascinerende skikkelse i kinesisk mytologi, ofte overset til fordel for den mere berømte månegudinde Heng’e. Ifølge de ældste kinesiske tekster var Changxi gift med himlens kejser, Di Jun, og hun blev anset for at være moder til tolv månedøtre, som repræsenterede årets tolv måneder.
Hver nat badede Changxi sine døtre i en sø på månen og lod dem skinne over jorden på skift.
Selvom hendes kult gradvist blev fortrængt af andre månefortællinger, lever Changxi videre som et symbol på moderlighed, cyklisk tid og kvindelig kraft i den kinesiske mytologi. Hvis du støder på et krydsord med “månemoder” eller “kinesisk gudinde”, kan Changxi være det sjældne svar, du mangler!
Artemis – Jagtens og månens beskytter
Artemis er en af de mest kendte og elskede gudinder fra den græske mytologi, og hun er særligt forbundet med både jagten og månen. Som datter af Zeus og Leto og tvillingesøster til Apollon, indtager Artemis en central plads blandt de olympiske guder.
Hun blev ofte fremstillet som en ung kvinde iført jagtdragt, med bue og pil, ledsaget af vilde dyr som hjorte eller hunde. Artemis var naturens beskytter og herskerinde over alle skovens dyr, men hendes rolle som månegudinde var mindst lige så betydningsfuld.
Hun blev nemlig anset for at bevæge sig tværs over nattehimlen i sin sølvglitrende vogn, og hendes forbindelse til månen var så tæt, at hendes navn ofte blev brugt synonymt med selve måneskiven i poesi og myter.
Artemis kunne være både mild og nådesløs; hun straffede dem, der brød hendes regler, men beskyttede også unge piger, kvinder og dem, der færdes i naturen.
Hendes tilknytning til månen blev især tydelig i senere græsk mytologi, hvor hun blev identificeret med Selene, den oprindelige månegudinde, og Hekate, nattens og magiens gudinde. For krydsordsentusiaster er Artemis derfor et vigtigt navn at kende, da hun ofte optræder som svar, når der spørges efter en græsk månegudinde eller jagtgudinde. Hendes evne til at bevæge sig frit mellem skovens mørke og månens skær gør hende til en fascinerende og kompleks figur blandt de mange månegudinder, der gemmer sig i verdens mytologier.
Phoebe – Titanernes vise månepersonificering
Phoebe er en af de mere oversete, men fascinerende skikkelser blandt de græske månegudinder. Hun tilhører den ældste generation af guddomme – Titanerne – og hendes navn betyder “den skinnende” eller “den rene”, hvilket passer perfekt til hendes rolle som en personificering af månens klare lys.
Som datter af Uranos (Himlen) og Gaia (Jorden) er Phoebe et symbol på den vise, indsigtsfulde kraft, der forbindes med natten og det ubevidste. I mytologien er hun ikke blot kendt for sin skønhed, men særligt for sin visdom, og hun blev ofte betragtet som en beskytter af profetiens kunst.
Det er netop denne egenskab, der gør hende til en central figur i forbindelse med det berømte orakel i Delfi: Ifølge legenden var det nemlig Phoebe, der overdrog profetiens gave til sit barnebarn Apollon.
Selvom hun ikke figurerer så meget i de dramatiske fortællinger som nogle af de andre månegudinder, så udgør hun et vigtigt led i den mytologiske arv – især fordi hun repræsenterer overgangen mellem den urgamle, mystiske viden og den yngre, mere håndgribelige gudeverden.
For krydsordsløsere og mytologiinteresserede er Phoebe derfor værd at kende til; hendes navn dukker ikke sjældent op som et hint til både måne, visdom og titaner. Hendes tilstedeværelse i myterne minder os om, at ikke alle gudinder skal findes blandt de mest iøjnefaldende eller handlekraftige – nogle gange er den stille visdom under månens sølvskær lige så betydningsfuld.
